I dag ringer jeg igen til min praktiserende læge. Jeg forklarer assistenten, at min vulva brænder. Det klør og føles, som om jeg har smurt den ind i frisk peber. Da jeg så på mit hellige tempel med mit makeup-spejl, så den anderledes ud end normalt. Som om jeg havde gennemgået en operation, som om jeg havde tænkt: De små skamlæber synes jeg er for store, jeg klipper dem lidt mindre. Og vupti, pludselig havde jeg en meget mindre vulva.
Under konsultationen sidder jeg i venteværelset sammen med en ægte rotterdammer. Hun har tydeligvis lyst til en snak og begynder at tale om vejret. ‘Pige, hvor er det bare ærgerligt, at sommeren er forbi igen, jeg kan simpelthen mærke på mine knogler, at kulden er på vej tilbage i luften. Hvorfor er du hos lægen i dag?’ Jeg synker, det er vist ikke et spørgsmål, man bør stille hos lægen. Hun ser undersøgende på mig og fortsætter: ‘Det, du ikke har lyst til at fortælle, behøver du altså ikke sige. Jeg har så mange smerter i maven igen, jeg er virkelig ved at dø af det. Du ved, den slags stik, men de føles som knive. Jeg har lært at leve med det, men faktisk er det ikke normalt. Jeg er så træt af det.’ Jeg nikker, jeg kender godt den følelse. Jeg har gået alt for længe med en adenomyoseramt livmoder, hvor væv angriber indersiden af livmodervæggen, og det er pokkers smertefuldt. Det tog 20 år, før jeg fik diagnosen. Kvinders sundhed er åbenbart noget meget kompliceret.
Jeg hører mit navn runge gennem venteværelset, ønsker fru Rotterdam en god dag, og lægen går med store skridt foran mig mod sit konsultationsrum. To minutter senere ligger jeg med spredte ben på hendes undersøgelsesbriks og tænker på hendes udsigt. Hvor mange penisser og vulvaer mon hun ser på en dag? Hvad tænker hun egentlig lige nu? Hun er godt nok tæt på min fisse, har jeg nu også vasket den ordentligt? Jeg håber ikke, hun kan lugte noget, ved tanken bryder sveden frem, og min ryg klistrer mod papiret på hendes briks.
Du har en svampeinfektion, jeg sender en recept til apoteket, og du kan hente den inden for 5 minutter. Jeg sukker, endnu en svamp? Jeg spørger forsigtigt, om hun kan henvise mig til min gynækolog, for jeg ville egentlig gerne have, at hun lige kiggede på det. Det er min 5e recept i år, og jeg tror, der er noget andet galt. Min læge lader stilheden sænke sig og ser i min journal. Efter lidt graven støder hun på min seneste diagnose og ser ud til at huske, at jeg også dengang måtte insistere kraftigt på yderligere undersøgelser. Hun laver en henvisning, og inden for 2 uger bliver jeg ringet op med en ny tid. Jeg spekulerer på, hvordan alle de kvinder gør, som ikke tør være lige så tydelige og ikke insisterer på flere undersøgelser. Går alle de kvinder rundt med disse symptomer?
Gynækologen behøver kun ét blik. Det er Lichen Sclerosus. Jeg synker. Jeg mærker en klump vokse i halsen. ‘Jeg skal dø, jeg har kræft,’ genlyder det i mit hoved. Jeg mærker, hvordan mine øjne fyldes med tårer. Jeg stammer: ‘Hvor slemt er det, og hvor lang tid har jeg tilbage?’ Min gynækolog ser venligt på mig, og jeg ser et helt lillebitte smil i mundvigene. Hun gestikulerer, at jeg skal sætte mig ved hendes skrivebord, og forklarer, at det at leve med Lichen Sclerosus ikke betyder, at jeg har kræft. At man sagtens kan leve med det. Men at det aldrig går helt væk. Det er meget vigtigt at være tro mod sine smøreskemaer, ‘om natten med Dermovate og om dagen med fed salve efter hvert toiletbesøg. Hun siger, at jeg ikke behøver at bekymre mig, at det nu er vigtigt at få mit udbrud roligt så hurtigt som muligt, og at vi lægger en plan. Hun fortæller, at stress kan have indflydelse, og at nogle læger også hævder, at kosten spiller en rolle, men at der faktisk er brug for mere forskning. At det rigtige Lichen Sclerosus undertøj kan hjælpe. At vi stadig ikke ved ret meget. At hver kvinde må finde sin egen rytme og balance, når det handler om LS. At jeg kan få masser af information, og at der også findes støttegrupper, hvor jeg kan tale med andre kvinder om LS. Informationen svimler for mig. ‘Kan jeg så aldrig have sex igen?’ spørger jeg med skælvende stemme. For jeg er stadig ung, jeg vil kunne elske, indtil jeg bliver meget gammel. Gynækologen siger: ‘Man har aldrig LS alene, det påvirker ens forhold, omgivelser og liv. Og du kan sagtens have sex, når det føles rigtigt for dig.’ Hun forsikrer mig om, at det hele nok skal gå, og at det bliver bedre.
På cyklen hjem mærker jeg de første efterårsdråber falde. Jeg kaster hovedet tilbage og rækker tungen ud. Regnen i ansigtet føles som en forfriskende begyndelse. Fra i dag begynder et nyt kapitel. Mig og LS hånd i hånd, aldrig mere alene, til døden skiller os ad. Så godt, smukt og fuldendt som muligt. Fordi det aldrig bliver, som det var i går og alle de foregående år, men det er altid bedre at vide end at lade det være, som det var.
