"Så, fru Schellekens, du har sikkert meget høje forventninger til denne kikkertoperation?"
Gynækologen ser intenst på mig bag sin grønne operationshætte, mens han gnider hænderne mod hinanden. Han fortsætter med at forklare, at sammenvoksningerne sandsynligvis vil komme igen, og at MR-scanningen kun viser meget lidt endometriose. Så lidt, at jeg sandsynligvis ikke vil mærke nogen forskel.
Jeg mærker en klump i halsen, og tårerne presser sig på.
I dag skal jeg frivilligt opereres... for ingenting.
For ingenting?
I årevis har jeg haft så mange smerter, at jeg flere dage hver måned omkring ægløsning og menstruation er fuldstændig sat ud af spil.
Jeg ligger trods alt ikke på operationsbordet på grund af luft i maven.
Jeg ser, at gynækologen bliver en smule forskrækket over mine tårer. Han træder et skridt tilbage, lægger hænderne bag nakken og bliver tavs. Han bider sig i læben, mens en kvindelig gynækolog overtager samtalen.
Jeg tror, han fortryder sin meget direkte måde at sige tingene på.
Men ærligt talt føltes det befriende.
Selvom jeg prøver at fordøje hans ord gennem mine tårer, er han den første læge, der taler helt ærligt.
Mine tårer fortæller historien om mange års lidelse, og det forstår han uden, at jeg behøver sige noget.
Han tager min hånd og lover, at han vil gøre alt, absolut alt, for at finde årsagen til mine smerter.
For første gang i hele dette forløb føler jeg mig forstået.
Tak, doktor.
Jeg lukker øjnene og tænker på vores seneste sommerferie i Thailand.
Mine børn, Julia og Berend, der snorkler i havet.
De er mit et og alt.
Julia og Berend smiler til mig bag deres dykkermasker. Solen glitrer på Julias solbrune hud, og der er stadig spor af solcreme på Berends skuldre.
De er perfekte – både indeni og udenpå.
Disse to vidunderlige børn har boet i min livmoder.
Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre, smukkere eller kærligere børn.
"Fru Schellekens, operationen er gået godt."
En ung kvinde med grønne øjne og sort hår fortæller mig, at de ikke har fjernet noget, og at operationen var hurtigt overstået.
Jeg mærker igen, hvordan halsen snører sig sammen.
Tårerne løber frit.
De fandt ingenting.
Ordene runger i mit hoved.
Jeg overdriver.
Mine smerter er normale.
Jeg må lære at leve med dem.
Jeg græder i mindst tre timer mere. Kvinderne på stuen lader mig være i fred. Af og til kommer en sygeplejerske ind for at se til mig.
"Lad bare tårerne komme. Tårer er også en del af helingen," hvisker en blond sygeplejerske.
Samme aften ringer min gynækolog.
Han har konstateret adenomyose.
Min livmoder skal fjernes.
En stor maveoperation venter mig.
Jeg græder.
Og jeg smiler.
