AT VISE SIG SELV

Der står jeg, halvnøgen, iført det lingeri jeg selv har designet, foran kameraet hos en moderne modefotograf fra Amsterdam.

“Drej dig lidt, ja præcis sådan. Slap af i armene. Smukt. Ja, fortsæt…”

Jeg føler mig slet ikke smuk. Og bumsen på min hage er noget, som makeupartisten ikke engang kunne trylle væk.

Hvis jeg dog bare havde sovet bedre, spist sundere, dyrket mere motion. Og hvornår lykkes det mig endelig at holde mig fra cigaretterne? Nå ja, og den vin og de hvide øl hjælper heller ikke ligefrem på… ja, faktisk alt, der handler om sundhed og skønhed.

Helt ærligt føler jeg mig latterlig. Under fotograferingen taler jeg mod til mig selv.

“Janneke, du gør det her for at bryde et tabu. For at vise din sårbarhed og for at vise, at det er okay ikke at have den perfekte bækkenbund.”

Den første lørdag i maj står jeg i al min pragt på den mest læste side i kvindesektionen “De Vrouw” i den hollandske avis De Telegraaf. Sektionen hedder “At vise sig selv”. Navnet siger det hele: Jeg viser mig selv for mere end to millioner læsere og fortæller, at jeg oplever urinlækage og lever med en kronisk vulvasygdom.

Min far og svigerfar er ikke ligefrem begejstrede.

“Er det virkelig nødvendigt? På den måde? Og hele den historie om at tisse?”

“Ja, det er nødvendigt,” svarer jeg dem lidt skarpt.

Hvorfor er det primært mænd, der spørger sig selv, om de virkelig har lyst til at vide sådan noget? Og hvorfor bliver alle kvinder omkring mig så begejstrede og støttende, når de hører om min mission?

Handler dette tabu virkelig om mænds snæversynethed? Eller findes det også blandt kvinder selv?

Jeg har endnu ikke fundet svaret.

Makeupartisten under fotograferingen fik mig til at tvivle.

“Janneke, vil du have håret løst og sexet eller sat op, så du virker mere tilgængelig?”

Jeg valgte det sidste og begyndte at forklare hende formålet med fotograferingen: min mission om at bryde tabuet omkring urinlækage og lichen sclerosus.

Hun stoppede med at touperer mit hår, kastede sit eget hår tilbage og begyndte at grine.

“Så du ser sådan her ud, og så tisser du bare i bukserne? Det synes vi kvinder faktisk er ret sjovt…”

Derefter tilføjede hun også et lille “na na na na na”.

Ligesom i den gamle Rolo-reklame med den drilske lille dreng og den søde elefantunge.

“Tænk dig godt om, hvad du gør med din sidste Rolo.”

Helt ærligt vidste jeg i det øjeblik ikke, hvad der egentlig skete. Jeg kunne ikke mærke, om hun mente det kærligt, eller om det faktisk var utrolig sårende.

Min konklusion er, at når Pavone og jeg ikke længere bliver betragtet som noget sødt eller harmløst, så får hun måske også selv en lille påmindelse fra livet… for karma viser ikke altid nåde.

Kære makeupartist fra De Vrouw, jeg håber, du i dag ved, at ord nogle gange kan ramme meget hårdere, end man forestiller sig.