I dag ringer jeg igen til min praktiserende læge. Jeg forklarer sekretæren, at min vulva står i brand. Det klør og føles, som om jeg har smurt den ind i frisk peber. Da jeg kiggede på mit hellige tempel med mit makeup-spejl, så den anderledes ud end normalt. Som om jeg havde fået en operation. Som om jeg havde tænkt: De små kønslæber, dem synes jeg er for store, jeg klipper dem lidt kortere. Og vupti, pludselig havde jeg en meget mindre vulva.
Under konsultationen sidder jeg i venteværelset sammen med en ægte rotterdammer. Hun har tydeligvis lyst til en snak og begynder at tale om vejret.
»Pige, hvor er det bare ærgerligt, at sommeren er forbi igen. Jeg kan simpelthen mærke på mine knogler, at kulden igen er i luften. Hvorfor er du hos lægen i dag?«
Jeg synker. Så vidt jeg ved, er det ikke rigtig et spørgsmål, man bør stille hos lægen.
Hun ser undersøgende på mig og fortsætter: »Det, du ikke vil fortælle, skal du da ikke fortælle. Jeg har så mange smerter i maven igen, jeg er virkelig helt færdig af det. Du ved, den slags stik, men de føles som knive. Jeg har lært at leve med det, men egentlig er det ikke normalt. Jeg er så træt af det.«
Jeg nikker. Jeg kender godt den følelse. Jeg har haft det sådan siden min første menstruation og har været hos lægen rigtig mange gange på grund af de problemer. Det er så slemt, at jeg nogle gange ikke kan arbejde, og tidligere måtte springe skole over, fordi jeg måtte ligge sammenkrøbet i sengen og få tiden til at gå.Kvinders sundhed er åbenbart noget meget kompliceret.
Jeg hører mit navn give genlyd i venteværelset, ønsker fru Rotterdam en god dag, og lægen går med store skridt foran mig hen mod sit konsultationsrum.
To minutter senere ligger jeg med spredte ben på hendes undersøgelsesbord og tænker på hendes udsigt. Hvor mange penisser og vulvaer mon hun ser på en dag?
Hun har ansigtet meget tæt på mit intime område. Jeg vaskede mig ekstra grundigt i morges, specielt for min læge. Jeg håber ikke, hun kan lugte noget. Ved den tanke bryder sveden frem, og min ryg klistrer mod undersøgelsesbordets papirunderlag.
»Du har en svampeinfektion. Jeg sender en recept til apoteket, og du kan hente medicinen om fem minutter.«
Jeg sukker. Endnu en svamp?
Jeg spørger forsigtigt, om hun kan henvise mig til min gynækolog. Jeg ville egentlig gerne have, at hun kiggede på det. Det er min fjerde recept i år, og jeg tror, der er noget andet på spil.
Min praktiserende læge lader stilheden sænke sig og ser i min journal. Efter lidt graven støder hun på min beskrivelse i journalen af seksuel vold.Jeg ser hende synke. Hun ser op fra skærmen, rømmer sig og fortæller, at kvinder med seksuelle traumer ofte har vulvasmerter, og at det er godt, at jeg tager direkte kontakt til min gynækolog om det.Hun skriver en henvisning, og inden for to uger bliver jeg ringet op med en ny tid.
Jeg spekulerer på, hvordan alle de kvinder klarer det, som ikke tør eller kan insistere på flere undersøgelser. Går de kvinder rundt med umulige symptomer resten af livet?
Gynækologen behøver kun ét blik.Det er lichen sclerosus.
Jeg synker. Jeg mærker en klump vokse i halsen.»Jeg skal dø. Jeg har kræft,« giver det genlyd i mit hoved.Jeg mærker, hvordan mine øjne fyldes med tårer. Jeg fremstammer: »Hvor slemt er det, og hvor lang tid har jeg tilbage?«
Min gynækolog ser venligt på mig. Jeg ser et meget lille, bitte smil i hendes mundvige. Hun gør tegn til, at jeg skal sætte mig ved hendes skrivebord, og forklarer, at det at leve med lichen sclerosus ikke betyder, at jeg har kræft. At man sagtens kan leve med det. Men at det aldrig går over.
Det er meget vigtigt at holde sig til smøreskemaerne: Dermovate om natten og fed salve om dagen efter hvert toiletbesøg.
Hun siger, at jeg ikke behøver at bekymre mig. At det vigtigste nu er, at vi får min opblussen under kontrol så hurtigt som muligt, og at vi lægger en plan sammen.
Hun fortæller, at stress kan have indflydelse, og at nogle læger hævder, at kosten også kan spille en rolle, men at der faktisk er brug for mere forskning på området. At det rigtige lichen sclerosus-undertøj kan hjælpe. At der også stadig er rigtig meget, vi ikke ved. At hver kvinde må finde sin egen rytme og balance, når det gælder LS.
Hun fortæller, at jeg stadig kan få rigtig meget information, og at der også findes støttegrupper, hvor jeg kan tale med andre kvinder om LS.
Informationen svimler for mig.
»Kan jeg så aldrig have sex igen?« spørger jeg med en skælven i stemmen.
Gynækologen siger: »Man har aldrig LS alene. Det påvirker ens forhold, ens omgivelser og ens liv. LS smitter ikke, og du kan sagtens have sex, når det føles rigtigt for dig.«
Hun indskærper over for mig, at det hele nok skal gå, og at det bliver bedre.Forsigtigt ser hun på sit ur og går hen mod døren til sit konsultationsrum. Min tid er åbenbart gået. Venteværelset er fyldt med kvinder, der ser spørgende på mig.
På cyklen hjem mærker jeg de første efterårsdråber falde ned. Jeg kaster hovedet op mod himlen og rækker tungen ud.Regnen i mit ansigt føles som en lettelse.
Fra i dag begynder et nyt kapitel.LS og jeg, hånd i hånd. Aldrig mere alene. Til døden os skiller.Så godt, smukt og helt som muligt.
Fordi det aldrig bliver, som det var i går og alle de foregående år. Men det er bedre at vide det end at lade det være, som det var.
